Dansk Folkepartis Årsmøde den 19. – 20. september 2009 i Herning Kongrescenter.

Herning Kongrescenter summede af liv, glæde og forventning da dørene åbnede sig for indskrivning til DF´s 14. Årsmøde.

Traditionen tro blev Den danske sangskat istemmet af over 800 delegerede og gæster. CC Ebbesen åbnede årsmødet og til tonerne af Det er et yndigt land trådte Pia Kjærsgaard op på podiet og indledte sin tale.

Det blev til mange klapsalver, stående ovationer og Pia Kjærsgaard afsluttede med et par dansetrin.  Tale, det kan hun, og hun havde meget på hjerte, der var dog tid til smil og optimisme, trods spådomme om en ny regeringskonstellation S-SF-Radikale og Enhedslisten. Danmarks grønne naturarealer og naturskatte blev fremhævet. Campinglivets glæder var hovedtemaet, og alt i foye´en var campingliv, flot skue og mange fine detaljer. Pia Kjærsgaard opfordrede alle til at støtte op om de danske soldater, og samtlige hovedtalere bar den lille ”Støt de danske soldater” sløjfe, der hurtigt blev et hit blandt de delegerede.

Ved den fri debat var det helt evident at yderområderne havde samme problemstillinger. Der fattes penge, faldende industri og turisme.

I storbyerne var det sociale, velfærdet og kulturen i højsædet.

En skuespiller, sanger og foredragsholder poppede up og holdt gæstetalen. Farshad Kholghi var navnet. Vi fik en fantastisk, gribende, medfølende og meget politisk historie om hans vej til frihed fra Iran til Danmark. Fortjent fik han 3 minutters stående applaus, og et par flasker rødvin.

Efter en fri debat var lørdagens eftermiddagstimer brugt op og festmiddagen spiseklar, ledsaget af live dínermusik og som et festligt indslag sprang ”De glade Sømænd” op og fik hele salen til at synge og danse til tonerne af gamle kendte sømandsviser i et forrygende tempo. Jo, jeg må sige DFérne var helt på dupperne.

Søndag blev igangsat til Nu falmer skoven trindt om land og Kristian Thuelesen Dahl fremførte med alvor, men også med stor humorisme sin beretning. Han er knivskarp, har fingeren på pulsen, en fantastisk udstråling og vi bare lytter.

Peter Skaarup var på talerstolen og berettede bl.a. om Retsudvalgets rejse til LA. En lærerig tur, hvor der blev informeret om Bandekrige og hvordan LAPD havde løst problemerne. En tur vort eget byråds, og folketingsmedlem René Christensen også deltog i.

René Christensen, der også er kandidat til borgmesterposten i Guldborgsund, holdt under fri debat, en fremragende tale om familie-børn og unge politik i Guldborgsund.

Der blev sagt farvel og tak til Mogens Camre, der som altid virkelig har en skarp tunge og holder sine tilhører i ånde. Faklen gik videre til Morten Messerschmidt. Han er ung, fuld af iver, energi, veltalende, høflig og han kan sit kram.

DF Ungdoms landsformand Allan Steen Hansen brænder for DF´s ungdom, han kom, trods sin unge alder hele det politiske spektret rundt.

Der var naturligvis også valg til hovedbestyrelsen og aflæggelse af regnskab og meget mere, men dette, er en lille kort briefing af mine indtryk af Årsmøde 2009 i Herning.

Foruden alle de sprudlende taler, fyldt med, jeg vil gøre en indsats/forskel, og det haster… havde festkomiteen nogle farverige indslag, bla. Squaredance fra Give, filmklip, det blafrende Dannebrog, og til sidst ved afslutningssangen Kong Kristian stod ved højen mast blev der virkelig fyret op under os med Himmerlandske kanonsalutter.

En stor tak for alle de smil, politiske tanker, venlighed, imødekommenhed jeg mødte på mit første Årsmøde i DF regie.

Sensommerhilsner

Annette Max
Byrådskandidat for DF
Guldborgsund

 

DANSK FOLKEPARTI - GULDBORGSUND